'Sort eller hvid' anmeldelse

Det er langt fra banebrydende i sine sociale udsagn, men Sort eller hvid er stadig en solid komedie/drama, der er drevet af gode præstationer rundt omkring.

Sort eller hvid fortæl historien om Elliot Anderson (Kevin Costner), en succesfuld advokat, hvis verden bliver vendt på hovedet, efter at hans kone (Jennifer Ehle) bliver dræbt under en bilulykke. Elliot begynder at drikke tungt for at kvæle hans sorg, selvom han forsøger at fylde hullet efter hans nyligt afdøde ægtefælle og tjener som den primære omsorgsperson for deres barnebarn, Eloise (Jillian Estell). I mellemtiden læner Eloises anden bedstemor Rowena Jeffers (Octavia Spencer) - også kendt som "Bedstemor Wee Wee" sig på Elliot for at lade hende og hendes familie spille en større rolle i Eloises opvækst.

Da Rowenas krav stort set ignoreres af Elliot, henvender hun sig til sin advokatbror Jeremiah (Anthony Mackie) for at hjælp hende og Eloises far, Reggie (André Holland), med at søge forældremyndigheden over Eloise, så de kan opdrage hende dem selv. Men efterhånden som retskampen nærmer sig, bliver medlemmerne af Eloises respektive familier tvunget til at konfrontere nogle hårde sandheder om fortid - og indse, at svaret på spørgsmålet om, hvordan man bedst kan opdrage Eloise, måske ikke er så sort eller hvidt, som de gerne ville tro på.

Inspireret af virkelige begivenheder, Sort eller hvid er en film skrevet og instrueret af Mike Binder (Opsiden af ​​vrede, Bestem over mig), der minder om hans tidligere instruktørarbejde i, hvordan det beskæftiger sig med større sociale/politiske emner (her race-/klassebaseret spændinger) gennem linsen af ​​en mere personlig fortælling (om sorgprocessen), der blander feel-good-komedie med tungere melodrama. Og i lighed med Binders tidligere filmarbejde, er det endelige resultat her en helt tilfredsstillende, om end noget umærkelig drama.

Binders manuskript udfolder sig på skærmen på noget af en episodisk måde; første akt er en (olde)far-datter-historie, inden anden akt udspiller sig tættere på en Gæt hvem der kommer til middag-stil komedie/drama, og tredje akt dykker ned i retssalens melodrama (mens spændingerne koger over derhjemme). Hvilket vil sige, Sort eller hvid har en hel del på hjertet, men ender i sidste ende med at levere sine budskaber på en hårdhændet måde, for at nå frem til en (for det meste) tilfredsstillende tematisk konklusion. Og i sidste ende er den indsigt, den giver, værd, men ret konventionel.

Generelt er filmen stærkere i de mere intime øjeblikke mellem karaktererne, frem for når store livsændrende hændelser sker (eller når de vigtige lektioner er draget). Det er ikke en lille del takket være hovedoptræden af ​​Kevin Costner og Octavia Spencer, som (sammen med Binders manuskriptarbejde) hjælper med at bringe mere dybde og medmenneskelighed til det, der ellers ville være blevet til lager tegn. På samme måde bringer den unge Jillian Estell en masse naturalisme til sin præstation som Eloise, hvilket gør karakteren til mere end blot et sødt plotredskab til at drive sagen fremad.

Som instruktør er Binders styrke at kunne trække stærke præstationer fra hans rollebesætning, selvom han og Bestem over mig filmfotograf Russ T. Alsobrooks (hvis CV også indeholder sådanne komediefilm som Superbad samt komiske tv-serier Ny pige) gør lejlighedsvis bemærkelsesværdig brug af mise-en-scène iscenesættelse og kamerabilleder. Som hovedregel dog Sort eller hvid plejer at være ret ligetil i sin visuelle præsentation og tekniske konstruktion, så den kræver ikke nødvendigvis at blive set i en biograf.

Sort eller hvid's leads, som før nævnt, leverer stærke præstationer, selvom birollebesætningen viser sig at være lige så dygtige. Anthony Mackie (Captain America: The Winter Soldier) og Bill Burr (Breaking Bad) sørger begge for empatiske sidespillere, som familiemedlem og ven, der repræsenterer henholdsvis Rowena og Elliot i deres retssalskamp. Ligeledes André Holland (Selma) er overbevisende som den kæmpende Reggie, hvis egne stofmisbrugsproblemer passer godt sammen med Elliots alkoholmisbrug.

I mellemtiden, Paula Newsome (Suburgatory) er god som en no-nosense dommer, der spiller ind i historien - dog, Jennifer Ehle (Zero Dark Thirty) og Gillian Jacobs (Fællesskab) ender med at føle sig underudnyttet i betragtning af deres mindre roller (som henholdsvis Elliots afdøde kone og Burrs kæreste), men gør fint arbejde uanset. Sidst, men ikke sidst, er Mpho Koaho (faldende himmel) som Duvan Araga, en meget dygtig underviser, som Elliot hyrer til Eloise - en hvis særheder er charmerende (på trods af bliver spillet til grin lidt for ofte), men som også bringer et nyttigt outsiderperspektiv til det generelle sager.

Det er langt fra banebrydende i sine sociale udsagn, men Sort eller hvid er stadig en solid komedie/drama, der er drevet af gode præstationer rundt omkring. Filmen er for midt på vejen i sin tilgang til at udgøre meget mere end almindelig feel-good-dramedi om følsomme emner, men den har alligevel noget meningsfuldt at tilbyde. Så hvis du allerede har indhentet de aktuelle prisudgivelser (og ikke er i humør til andre udgivelser i januar), så kan denne Costner/Spencer-film være det, du er i humør til.

ANHÆNGER

Sort eller hvid spiller nu i amerikanske biografer i hele landet. Den er 121 minutter lang og er vurderet til PG-13 efter appel for kort, stærkt sprog, tematisk materiale, der involverer stofbrug og drikkeri, og for en kamp.

Vores vurdering:

3 ud af 5 (godt)

Batman blander perfekt alle de bedste Batman-stile