Anmeldelse af 'Spring Breakers'

Som helhed giver dette et dristig, men alligevel medrivende og endda transcendent portræt af modenhed, der spirer frem fra et sted med korruption og griskhed.

For dem der ikke kender, er Harmony Korine en forfatter-instruktør og provokatør, hvis grænseoverskridende film som f.eks. Gummo, Mister Lonely og Trash Humpers har givet ham et ry som den slags modkulturel kunstner, du enten beundrer eller foragter. Han vender tilbage med Spring Breakers, casting Selena Gomez (Wizards of Wizardly Place), Vanessa Hudgens (High School Musical), Ashley Benson (Smukke små løgnere) og hans kone Rachel Korine som en flok gallivante bikini-klædte college-piger.

Historien kredser om Faith (Gomez) og hendes bedste venner siden folkeskolen: Brit (Benson), Candy (Hudgens) og Cotty (Mrs. Korine). Da mangel på ordentlige midler truer med at afspore deres forårsferieplaner, beslutter Faith og hendes ledsagere, at det er acceptabelt (endog nødvendigt) at bryde loven for at finansiere deres søgen. Deres efterfølgende jagt efter sprut, stoffer og generel kaos bringer dem i varmt vand - som inkluderer Al (a.k.a. Alien, spillet af James Franco), en voksen hvid mand, der lever en "sort gangsta"-livsstil i enhver forstand af udtrykket.

Spring Breakers er den filmiske ækvivalent til en hyperaktiv popsang, der sprænger sig vej over skærmen. Dens nøgne narrative elementer og følelsesmæssige beats skrider frem på en ligetil måde, men forhøjes derefter gennem poetisk visuel og lydlig enheder – der producerer en opløftende og hypnotisk sanseoplevelse, som skifter fra øjeblik til øjeblik med drømmelignende logik og organisation. Ved slutningen kan du enten føle dig lige så energisk, som om du er trådt ud af en rutsjebane, eller ubehageligt forvirret over, hvad i alverden du lige har været igennem.

Feberdrømmestrukturen hjælper med at transformere Spring Breakers fra hvad der kunne have været en ubehagelig fejring af uhæmmet hedonisme, hvor Korine tjente som ringmester, der paraderer sine sociopatiske karakterer rundt som freaks (så publikum kan slynge fornærmelser mod dem). I stedet har vi en film, der bedre kunne beskrives som et seriøst og medfølende værk – en som er konstrueret med et kritisk blik, men ikke så fokuseret på at skabe satire, som man kunne forvente (til godt eller for værre).

Den allerførste sekvens i filmen fremstår faktisk som skrigende og slibende, men den måde, hvorpå Korine hele tiden genbesøger de (praktisk talt komiske) seksuelt ladede optagelser i løbet af Spring Breaker's køretid tyder der er en metode til hans tilsyneladende vanvid (og det gør den ikke inkludere at pirre seerne, så forvent ikke noget, der svarer til kvasi-pornografi eller et kød-show). Andre redigeringsvalg, der er truffet gennem hele, understøtter denne påstand, og afslører en teknik, som i det store og hele lykkes med at give handlingen på skærmen større betydning.

Tilsvarende filmens overfladiske tilgang til karakterisering - i kombination med hvad der ofte føles som play-by-ee-samtaler og improviserede scenarier, der gør op i filmen - enten med vilje eller ved et uheld give en bidende kommentar om den sande natur af verden (og dens indbyggere), som Korine har forestillet sig. Selvom det hverken er en fejlfri tilgang eller let tilgængelig, er det engagerende - forudsat at du alligevel kan komme forbi det (indrømmet) afskrækkende overfladeudseende.

Korines kreation nyder godt af, at han samarbejder med dygtige tekniske kunstnere, som yder Spring Breakers med en undertekst om problemer som nutidig selvforkælende adfærd og uligheder mellem kønnene. Som før nævnt går en stor del af æren til den Oscar-nominerede redaktør Douglas Crise (Babel, Dræb ireren), der laver en filmisk collage fra det skarn af optagelser, der er stillet til rådighed for ham (som varierer i kvalitet fra kornet og uberegnelig til poleret og rent).

Tilsvarende fotografidirektør Benoît Debie (The Runaways, Få Gringo) bevæger konstant kameraets øje mod kvinders kroppe, men er afhængig af lidet flatterende vinkler og belysning på en måde, der får den objektificering til at føles selvkritiske (f.eks.: når hovedpersonerne slapper af på en kollegiegang i deres to dele, ligner de mere forvoksede babyer end sensuelle skabninger). I mellemtiden, et fremragende electro-beat soundtrack fra Skrillex og Cliff Martinez (Køre) skifter jævnt mellem toner af opstemthed, ensomhed og hengivenhed i de helt rigtige mængder.

Franco forsvinder ind i sin bizarre drejning som Alien og skaber en outsider, der udvikler sig fra patetisk til charmerende, snoet og endda sympatisk i løbet af en enkelt scene (med andre ord: han er mere i sit styrehus og spiller en mærkelig bold som Al, i modsætning til de normale folk roller fra hans seneste blockbuster udflugter synes godt om Opstandelsen af ​​abernes Planet og Oz den store og magtfulde). Man får indtryk af, at han så at sige er med på joken, men alligevel vælger at levere en oprigtig præstation.

De kvindelige hovedroller hæver sig på den anden side aldrig over bare at føle sig som metaforer i stedet for fuldt realiserede (hvis tomme) individer; som et resultat, har deres personligheder en tendens til at være én-note eller alt for på næsen (tro, for eksempel, er en velmenende kristen - jeg laver ikke sjov). Men hver skuespillerinde forpligter sig til at bringe deres egen overfladiske karikatur til live, som giver dem mulighed for at nyde øjeblikke af menneskelighed og tilfælde af åndelig vækst (selv midt i korines kaos og vanvid historiefortælling).

Biografgængere, der fandt sig selv frastødt (eller måske bare forvirrede) af Korines tidligere arbejde, kan opleve en forandring i hjertet med Spring Breakers. Filmskaberens tilgang er ikke-nedladende, hvilket tillader alt på skærmen at virke både ironisk og alligevel på en eller anden måde slet ikke ironisk. Som helhed giver dette et dristig, men alligevel medrivende og endda transcendent portræt af modenhed, der spirer frem fra et sted med korruption og griskhed.

Det er helt sikkert et kunstværk, der splitter.

Se gerne Spring Breakers trailer nedenfor, men husk: det er måske ikke den mest nøjagtige lakmustest til at måle din egen reaktion (og afgøre, hvor du vil falde på kærlighed/had-skalaen):

-

Spring Breakers er 94 minutter lang og bedømt R for stærkt seksuelt indhold, sprog, nøgenhed, stofbrug og vold hele vejen igennem. Spiller nu i begrænset udgivelse.

Vores vurdering:

3,5 ud af 5 (meget god)

The Batman Trailer: Robert Pattinson Goes Scary To Stop The Riddler