'Premium Rush'-stjerne og instruktør taler om NYC cykelkultur og overlevelsesfærdigheder
Den nye thriller Premium Rush (læs vores anmeldelse) byder på noget, som de fleste andre film i genren ikke gør: et kig på den hektiske og ofte farlige verden af New York-bycykelbeskeder. Som stjernen Joseph Gordon-Levitts karakter (Wilee - "The Coyote Man") påpeger i begyndelsen: cykelbude arbejder inden for den straffende kappe af NYC gadetrafik, står over for næsten umulige deadlines, og er stort set udskældt af en stor del af borgerne, som betragter dem som irritationer på to hjul. Hvis det hele ikke var nok, får Wilee udleveret en pakke, der sætter ham i trådkorset hos nogle meget dårlige mennesker, hvilket gør et allerede farligt job til et liv-eller-død-ræs på tværs af byen.
I vores interview med Gordon-Levitt og Premium Rush forfatter/instruktør David Koepp diskuterede vi den fascinerende subkultur, filmen udforsker, og de meget reelle farer ved at forsøge at filme en film i New York Citys gader.
De sidste par år har Joseph Gordon-Levitts stjerne steget betydeligt, takket være hovedroller i roste dramaer som f.eks.
Men på trods af stjernens og instruktørens kollektive erfaring, Premium Rush præsenterede helt sikkert nogle nye filmfremstillingsudfordringer og -oplevelser - ikke mindst forsøgte at konstruere en film, der bruger de travle gader i The Big Apple som sin legeplads.
SCREEN RANT: Så meget af denne film foregår i faktiske gader i New York City - hvordan var det at prøve at filme i en af de travleste og mest overbelastede byer i verden?
DAVID KOEPP: ...Vi fik et kæmpe samarbejde fra byen og politiet, og alligevel var det ikke nær nok. Det var virkelig ambitiøst: Vi var på gaden - jeg tror, vi skød i enoghalvtreds dage, med tredive dages anden enhed - jeg tror, der var måske tre dage med [interiøroptagelser]. Resten var på gaden - og ikke på fortovet, ved du? Flytning, på gaden. Vi havde haft den her geniale idiot ide om at få alle [karakterernes] samtaler til at foregå på telefoner, mens vi bevægede os gennem forskellige dele af byen - du havde aldrig kun to mennesker i et rum, der snakkede; sådan, aldrig.
JOSEPH GORDON-LEVITT: [Afbrydende] Hvilket var sjovt for mig.
DK: Det er sjovt! Men det kræver noget planlægning [griner med Levitt]. Det var en udfordring.
SR: Frygtede du nogensinde New Yorkers vrede, som måske er lidt kede af, at din produktion for eksempel holdt op for trafikken?
DK: Ja! En ting, jeg gjorde, da jeg begyndte at vise den i New York - det første, jeg ville gøre mod publikum, er, at jeg ville undskylde. Jeg ville sige, "Jeg er sikker på, at 50 % af jer var generet af denne produktion på et eller andet tidspunkt, og tak for jeres tålmodighed." [griner]
Ikke alle var tålmodige, ved du det? Folk mistede deres shit på os. Der var en gang en fodgænger blev sur på en [produktionsassistent], fordi PA ikke ville lade ham krydse gaden - hvilket var en god beslutning, for vi tøndede ned ad den, og vi ville have ramt Hej M. Så fyren slog til PA og brækkede sin næse og satte ham i fængsel - jeg mener i fængsel (jeg tænkte på, hvor denne fyr skulle gå hen) - vent, ikke fængsel eller fængsel - hospitalet. Så han brækker PA's næse, fordi fyren forsøgte at beskytte ham, og jeg tænkte: 'Det her er så skandaløst!' Det er ligesom hvis nogen var det byggede en bygning på hjørnet, og de bad dig krydse gaden, så du ikke blev ramt af kranen - du ville ikke blive vred med dem! Film er en del af New Yorks økonomi... Jeg ved ikke... Den fyr gjorde mig lidt ked af det. Så skrev 'New York Post' - gud velsigne dem - en lederartikel: 'It's About Time Somebody Hit One of These Movies in the Nose.' Jeg siger: 'Det er en forbrydelse!' Jeg ved ikke...
SR: Godt New York.
DK & JGL: [griner]
SR: Lad os tale om New York City motorcyklister og måske hvad der tiltrak jer begge til at udforske denne særlige subkultur.
DK: Helt ærligt, jeg var tiltrukket af billederne før subkulturen. Jeg blev tiltrukket af ideen om en fyr på en cykel, der skulle fra den fjerne Upper West Side til den fjerne Lower East Side, for det havde jeg ikke set før. Ideen med at sætte kameraer i trafikken, i en cykels synsvinkel, og bevæge os så hurtigt, som vi overhovedet kunne, syntes jeg var rigtig spændende. Og så, ret hurtigt, bliver den [karakter] logisk en budbringer, fordi du ikke bare vil have nogen ud på en fornøjelsestur - du vil have en med formål. Og så viste [cykelbude] sig bare at være en fascinerende art. De er virkelig interessante mennesker, der er drevne og har en ægte etos; de vil cykle, hvis de bliver betalt for at cykle, er det fantastisk, men det er også en kultur, ved du? Det er ligesom deres livsstilsvalg: at cykler er bedre end biler, og at bevæge sig rundt på cykel er den rigtige ting at gøre. Så jeg fandt det hele ret fascinerende.
SR: Joseph, i forberedelsen til at spille Wilee fokuserede du mere på den fysiske udfordring, eller var du også optaget af at fordybe dig i kulturen?
JGL: Begge dele. Jeg mener, jeg var nødt til at bruge nok mere tid fysisk - bare for at sikre mig, at jeg skulle være med form og i stand til at udføre tolv timers arbejdsdage på en cykel og ikke få besætningen til at vente på, at jeg fanger min åndedrag. Jeg lavede meget af den træning hjemme i LA i seks uger, men når jeg først kom [til New York] - for der er ikke rigtig cykelbude i LA; det virker ikke, LA er for spredt ud - da jeg først kom hertil, blev jeg venner med et par fyre, der gjorde det, og jeg ville gentage, hvad David sagde: Jeg blev slået af, at der virkelig er en etik i det.
Jeg fandt en masse miljøbevidsthed, en masse lyst til at støtte lokal handel - en rigtig bevidst og positiv og progressiv måde at tænke livet på. Alt dette stammede fra den simple kærlighed til at cykle, som sandsynligvis kommer fra, da de var børn, længe før de tænkte på noget af det her. Men det er rigtigt, at hvis flere cyklede og færre kørte bil, ville verden være bedre til det. Og jeg vil bestemt håbe, at hvis folk, der kommer ud af denne film, klør efter at cykle, så har det bestemt gjort en god ting.
SR: Har du nogle skøre historier eller anekdoter om, hvad du oplevede, mens du kørte rundt med rigtige cykelbudbringere i byen?
JGL: Jeg mener, jeg tror, det var mere bare at køre rundt og se byen. Jeg har fire doubler i denne film - vi er fem, der spiller Wilee. Det er mig; Austin, som er en rigtig cykelbudbringer og en af de hurtigste - hvis ikke DEN hurtigste - i verden; en Hollywood-stuntman, hvis job det var at blive ramt af biler; så var der en fyr, der er rigtig god på en banecykel og en fyr, der var rigtig god på en trialcykel. Så fem af os. Og bare køre rundt i byen med Austin og på en måde få en følelse af, 'Åh, det er hvad en lørdag er som, 'når det hele er centreret omkring kærligheden til at cykle rundt - det er en anden slags Lørdag. Det sætter virkelig dit fokus på rejsen mere end destinationen - og det får dig til at fokusere på selve byen og fællesskaberne af mennesker i den by. At ride rundt på Manhattan og Brooklyn er for det meste der, hvor vi tager hen, og du ender på fede steder, du ellers ikke ville være endt. Undskyld hvis det ikke er specifikt.
SR: David, hvordan kom du på ideen til "biker vision"-teknikken, der blev brugt i filmen? Og hvordan var det at prøve at konstruere disse sekvenser?
DK: Vi kaldte manuskriptet og forberedelsen "Bike-o-vision" ind - som vi varemærkede med et lille "™", ikke at det betyder noget. Men ideen var at have en filmisk måde at illustrere de beslutninger på et splitsekund, du træffer, når du kommer op til et vejkryds. Da vi var ved at gøre klar til at skrive manuskriptet, tog jeg min cykel frem og kørte rundt – men jeg kørte rundt, som jeg følte, de fyre gjorde. Og jeg ville kun gøre det én gang - fordi du ved, jeg har fået børn, og jeg er ikke så god til det - men [cykelbudenes] selvforsvarsevner er så høje, og du kan ikke gøre det, hvis du ikke ved, hvordan man skal gør det.
Men jeg red rundt og tænkte bare 'stop ikke', så jeg ville køre lys og hvad så. Da du nærmer dig et vejkryds, bemærkede jeg, at dine sanser - det er som at klatre, når du ikke er tænker på noget andet - der er intet andet fra din dag, du tænker bare på det hånd-hold. Og når du nærmer dig et vejkryds, og du ved, du skal igennem, suser dine øjne rundt og opsuger så meget information; du får refleksioner fra bilen ved siden af dig, der fortæller dig, at der kommer en fyr derfra; du kigger på en fodgænger, og du tænker, 'han tøver, og han sms'er - betyder det, at han er ved at vende om og gå den anden vej? Eller vil han blive ved med at komme denne vej?' Og jeg troede, det var noget af det mest filmiske, jeg nogensinde havde set i mit hoved. Det var udfordringen at få det på film. Så vi fandt på 'Bike-o-vision'... Så at prøve at få det til virkelighed, det var bare et logistisk mareridt.
-
Premium Rush spiller nu i biografen.
90-dages fans over Big Ed On Single Life After Liz Engagement
Om forfatteren