1 Ankomst åbningssekvens detalje afslørede sin twist afslutning
Den strålende åndssvage afslutning på Ankomst antydes gennem en lille detalje i filmens åbningssekvens, som også afspejler filmens struktur. Bearbejdet fra Ted Chiangs novelle "Story of Your Life", Ankomst, hvilket nogle gange overvejes Denis Villeneuves bedste sci-fi-film, rammer en bemærkelsesværdig balance mellem det inderlige og det cerebrale gennem historien om lingvisten Louise Banks (Amy Adams). Historien fokuserer overvejende på ankomsten af udenjordiske rumfartøjer på jorden, hvor Louise arbejder sammen med fysikeren Ian Donnelly (Jeremy Renner) for at finde en måde at kommunikere med de syv-benede rumvæsener, de kalder Heptapoder.
Både Louise og Ian interagerer direkte med to af disse rumvæsner, kaldet Abbott og Costello, hvor de to gradvist lærer Heptapods' komplicerede sprog. Deres sprog har form af cirkulære symboler, der repræsenterer palindromiske sætninger, og i færd med at lære sproget begynder Louise at få hukommelseslignende visioner om sin datter Hannah. Som et resultat erkender Louise, at Heptapods sprog kan ændre menneskers lineære opfattelse af tid til en tidsløkke, da hendes visioner afsløres for faktisk at vise fremtidige begivenheder i hendes ufødte liv datter.
Ankomst er en af 2010'ernes bedste film og åbningssekvensen understreger ikke kun dette, men afslører subtilt sin tidsløkkestruktur for publikum. Filmen begynder med en montage af Louises unge datter Hannahs liv og tragiske død. Sekvensen ender med, at Louise går ud af en hospitalsstue og ad en cirkulær korridor, som fungerer effektivt som en fysisk repræsentation af den tidsløkke, som publikum oplever i film. Hvad mere er, umiddelbart før dette øjeblik siger Louise i voiceover, "Og dette var slutningen", hvilket bogstaveligt talt er sandt, fordi det kronologisk er det sidste, der sker i filmen - selvom det for publikum er begyndelsen.
Hvordan sprog skaber ankomstens tidsløkke
Eric Heisserer, Ankomst's manuskriptforfatter, som også skrev en af Netflix' største film (Fuglekasse), siger, at teorien, der understøtter filmens tidsløkke, er baseret på Sapir-Whorf-hypotesen. Kort sagt er dette ideen om, at sprog direkte påvirker, hvordan mennesker forstår den verden, de lever i. Jo mere Louise forstår Heptapods’ skriftlige kommunikation, jo mere sløres hendes opfattelse af fortid, nutid og fremtid. På denne måde oplever hun en række fremtidige minder, der redder menneskeheden, men som også fordømmer hendes forhold til Ian.
Årsagen til dette er pga Ankomst at undersøge et sprogligt begreb kendt som ikke-lineær ortografi. Ortografi refererer i det væsentlige til konventionerne i ethvert stavesystem, hvor menneskelige sprog typisk er skrevet i lineære sætninger, der løber fra venstre mod højre eller højre mod venstre. Heptapodernes sprog er dog anderledes, fordi symbolerne fortæller en fuldt udtrykt ikke-lineær historie, der derfor er ubundet af tid. Dette afspejler Denis Villeneuves interesse for karakterers evne til at ændre sig, da Heptapoderne kommunikerer og oplever universet på en måde, der er ubegrænset af menneskelige begreber om fortid, nutid og fremtid. Ved at lære deres sprog bliver Louise på samme måde ubundet af tid.
Interessant nok er der et hul mellem begyndelsen og slutningen af hver af Heptapodernes cirkulære symboler, og det kunne fortolkes, at det er det, der stopper Ankomst fra at være fatalistisk. Sprogsløjfen, der forbliver ulukket, kan forklare vigtigheden af valg, der forbliver i fortællingen, især i detaljerne i Hannahs liv, som begynder og afslutter Louises historie. Når det kommer til at kende detaljerne om Hannahs død, undskylder Louise sig aldrig for det valg, hun træffer om at være sammen med Ian og få deres barn. Derudover kan Ian ikke tilgive sit valg, da hun ved, hvad deres datters skæbne bliver. Ikke desto mindre er hendes valg ikke baseret på grusomhed. Dette er typisk for Denis Villeneuves film og kommer fra en forståelse af, at dødeligheden giver livet en mening, det ellers ikke ville have. Som sådan kan det at vælge at elske, på trods af den uundgåelige smerte, der følger med det, være det modigste valg af alle. At vide dette og vide, at begyndelsen virkelig er slutningen, giver montagen af fremtidige minder ind Ankomståbningssekvensen endnu mere kraft og skønhed ved at vise kærlighed som en endeløs sløjfe i Louises liv.