Mads Mikkelsens To yndlingsscener fra Hannibal

NBC'er Hannibal, medvirkende Mads Mikkelsen som titulær kannibal, har altid været et kunstnerisk show i sin kerne, og her er skuespillerens to yndlingsscener fra det. Udover at byde på en hektisk historie, hvor Dr. Hannibal Lecter (Mikkelsen) og Will Graham (Hugh Dancy) vedvarende er viklet ind i en gal dans, Hannibal omdefineret visuel historiefortælling på tv. Æstetikkens filosofi i Hannibal er uundgåeligt vævet med det bizarre eller groteske, bryder strukturelle og visuelle grænser via talrige scener, der forbliver uforglemmelige.

I et interview med Collider, talte Mikkelsen om de bedste øjeblikke fra showet, sammen med dybe dyk ned i især to scener, der kan betragtes som hans favorit. På at blive spurgt om sin oplevelse på Hannibal's sæt, Mikkelsen fortsatte med at kommentere showets mørke og surrealistiske visuelle aspekt, og hvordan det komplementerer den narrative udfoldelse. Begge disse eksempler fremhæver brugen af ​​det groteske, et af nøglebegreberne i gotisk gyser, og hvordan showet transformerer sine scener til liminale kunstneriske økosystemer.

Mikkelsens yndlingsscene inkluderer en bestemt sekvens fra sæson 2, afsnit 1, "Kaiseki", hvor Alana Bloom (Caroline Dhavernas) besøger Will i fængslet, efter at sidstnævnte er blevet udnævnt af Hannibal som Chesapeake Ripper. Efter at være blevet grebet i et hjørne og manipuleret af Hannibal, mister Will fuldstændig sin selvfølelse, forværret af beviserne på det tilsyneladende faktum, at han dræbte Abigail Hobbs. Fast besluttet på at hjælpe ham med at genvinde sine minder, beslutter Alana at bruge hypnose og bringe Will i en trancelignende tilstand, og den pågældende scene forvandles til en surrealistisk feberdrøm. Da Alana guider Will mod total mental overgivelse, forvandler hun sig til en slags blækvæsen og kysser Will ømt. Denne særlige vision er smuk og uhyggelig at se, da den hjælper med at fange de mærkelige huler i Wills underbevidste sind og dets symbolske bånd til virkeligheden.

Den anden scene Mads Mikkelsen foretrækker er den lange sekvens mod slutningen af ​​sæson 2-finalen "Mizumono", hvor Hannibal sårer Jack Crawford (Lawrence Fishburne) og guts Will, mens han trækker ham ind i en omfavnelse. Mikkelsen beskriver denne sekvens som "meget følelsesladet" og en "fantastisk balance mellem monsteret og manden med empati”, som opsummerer scenen smukt. Hannibal, der føler sig forrådt af Will, dræber sin skat og skærer hans mave ud på en måde, der kan beskrives som både grusom og intim. Denne handling symboliserer en fysisk og metaforisk adskillelse af båndet mellem dem, en proces, der anses for at være mere smertefuld, når Hannibal skærer Abigails hals over foran et blødende testamente.

De sidste 20 minutter af "Mizumono" er stadig en af ​​de mest hjemsøgende sekvenser i Hannibal, en gennemsyret af en utrolig mængde tab og patos. Mens Hannibals handlinger som karakter er gennemsyret af grusomhed, ser vi også et glimt ind i de blødere sider af manden, som Will havde forvekslet med glimt af håb eller en chance for forløsning. Mens en voldsramt Alana ligger ubevægelig nær dørtrinnet, træder Hannibal ud i regnen og vasker sine langvarige bånd til Will og den mand, han kunne have været, væk. Det er overflødigt at sige, at det er forståeligt, hvorfor Mads Mikkelsen ville holde så højt på denne sekvens, da den absolut er rosen værd.

Den ene ting, der totalt ødelægger midnatsmessens første twist

Om forfatteren