Tim Burton taler om 'Frankenweenie,' beskyttende forældre og dræber tegneseriedyr

I denne weekend vil instruktøren Tim Burton bringe sin fantasifulde stop-motion-animerede fortælling om en drengs til-døde-og-udover kærlighed til sin hund til publikum, når Frankenweenieåbner i biograferne.

Baseret på hans live-action kortfilm fra 1984 af samme navn, Frankenweenie er en slags coming home for Burton. Det er en tilbagevenden til et historiekoncept, han fandt på i sine tidlige dage hos Disney, en hyldest til hans ungdoms elskede gyserfilm og en erindring om hans opvækst i forstaden Burbank, Californien.

Filmen følger den unge Victor Frankenstein, mens han genopliver sin elskede bullterrier Sparky, og utilsigtet ansporer til en kæde af begivenheder, som kulminerer i en monsterblanding af episke proportioner. Det føles som om, der er mere følelsesladet biografi i denne film end i næsten nogen tidligere Burton-bestræbelser (måske med undtagelse af 2003's Stor fisk).

Instruktøren gik så langt som at caste den gamle ven og samarbejdspartner Winona Ryder (Edward saksehånd) i en rolle, der minder meget om hendes tur som Lydia i førnævnte Beetlejuice.

Vi havde mulighed for at sidde ned med Burton i et længere to-til-en-interview i samarbejde med Cinemalend's Erik Eisenberg at tale klassiske film, tendensen til, at voksne misforstår hans arbejde og glemmer deres egne barndomseventyr, samt den rene kærlighed, der eksisterer mellem en mand og hans hund afspejlet i Frankenweenie.

Spørgsmål: Vi sagde bare, at der er en renhed og klarhed i stop-motion-animationen og den overordnede æstetik til filmen, som afspejler renheden og klarheden i kærligheden mellem en dreng og hans hund.

Tim Burton: "Ja, det var det, der fik det til at føles anderledes end det korte - hvilket jeg elskede at lave, og det var fantastisk at gøre live-action - men det, jeg altid har elsket ved tegningerne, og hvad du kan gøre i stop-motion er, at der er renhed i emotion. Det sorte og hvide føjede også til det for mig. Hvis studiet havde sagt til mig, 'Nå, du kan lave filmen, men kun i farver', ville jeg ikke have gjort det, fordi det var det vigtigt for mig at formidle den følelsesmæssige fjernelse af ting, så du får den enkelthed og styrken af, hvad det er om."

Q: Du havde oprindeligt til hensigt at lave filmen i stop motion, er det korrekt?

TB: "Nå, ikke nødvendigvis. Min erindring om den nu var, at den var designet til at gå ud med en anden film. Tilbage i gamle dage, hvor Disney udgav en animationsfilm, lavede de disse live-action-shorts. Du ved, at den skøre cougar kommer til byen eller hvad som helst. Så det var, hvad det oprindeligt var designet til at være. Og jeg var glad for at gøre det, og nød at gøre det, men de blev hurtigt flippede over at udgive den. Uanset hvad, det sker."

Q: Hvad gjorde nu det rigtige tidspunkt at bringe det tilbage?

TB: "Nå, jeg tænkte ikke 'Okay, nu er tiden inde'. Det har at gøre med et par forskellige ting. Det er klart, da jeg gjorde det dengang, gjorde det sit, og jeg fortsatte og gjorde andre ting. Men det var sådan et minde for mig i den forstand, at det var baseret på virkelige følelser og virkelige følelser og en kærlighed til visse slags film og at vokse op i et miljø. Jeg begyndte at gå tilbage og tænke på andre elementer fra dengang i form af Burbank, hvor jeg voksede op. Jeg mener, vi skød den originale kortfilm i Pasadena, som er en lidt anderledes stemning end Burbank, og vi husker også visse typer børn i skolen og bestemt politik og nogle mærkelige lærere. Så der var mange flere elementer end kærligheden til de klassiske monsterfilm. Også, hvis originalen var strukturen af ​​'Frankenstein', så var dette strukturen af ​​nogle af dem senere film som 'The House of Frankenstein' eller 'Abbott and Costello Meet Frankenstein', hvor de sætter flere monstre i der. Så det fik det til at føles mere som en naturlig udvidelse af en idé i stedet for at tage en kort og prøve at uddybe den. Det er som at kunne have alt fra et rigtigt sted, den samme slags baseballbane, den samme slags auditorium, den samme slags idrætslærer og børn og alt det der. Så det fik det til at føles som en rigtig pakke. Derudover tager det tid at få det rigtige hold sammen. Når vi arbejder på en animationsfilm, føles det af en eller anden grund, som om vi altid skal starte fra bunden igen, fordi folk går af og arbejde for Pixar og hvor som helst ellers, og det er en så sjælden form for animation, at det tager en del tid at sætte dit team sammen."

Spørgsmål: Det ser ud til, at mange mennesker, når de ser på dit arbejde, har den idé, at du har en interesse i døden, dødsimpulsen eller mørkere elementer. Men jeg ser sådan en livskraft i dit arbejde.

TB: "Nå, tak. Det er det, der altid har chokeret mig ved folk. Jeg synes altid, at børn kan tage ret meget, og at de er ret intelligente. Og jeg oplever, at voksne, når de bliver ældre, lidt glemmer, hvordan det er. Selv med Disney-film. De tror, ​​at de alle er lette og luftige fe, og alligevel fra 'Snehvide' og 'Løvernes Konge' og alt muligt, er døden meget nærværende. De har dræbt dyr i årevis."

Q: De har skudt dem i skoven i årevis.

TB: "Ja, jeg mener 'gamle råber'."

Q: Bambi.

TB: "Ja, og det er hele pointen. Jeg mener, det er derfor, jeg altid bliver en smule frustreret over den idé. For jeg har haft det hele mit liv, og faktum er, at i mit sind er det som en klassisk Disney-filmstruktur. Det er ikke som at gå til nye niveauer af mørke. Faktisk synes jeg det er ret let. Men du ved, jeg gik igennem det med 'Nightmare Before Christmas'. Folk sagde, at det ville være for skræmmende for børn, og så har du tre-årige, der kommer hen til dig og synger sangene. Jeg er så træt af det. Selv at lave 'Batman' var det ligesom, 'Det er for mørkt, det er for mørkt.' Nu ligner det en lethjertet boltring. Jesus."

Q: (griner) Det er så sandt. Og Grimms eventyr var bestemt ikke luftige.

TB: "De er så mørke. Selv som barn er jeg tre år gammel og læser disse historier, og nu glemmer jeg selv, hvor forfærdelige de er. Og sjovt forfærdeligt. Men jeg synes, at den mest fascinerende dynamik med voksne. Det er ligesom, hvor er de blevet af i deres sind? Jeg mener, kan de ikke huske noget af det her? Det var omkring, da de var børn. Så det er ikke sådan, at det er noget nyt."

90 dages forlovede: Jenny Slattens uhygiejniske vaner afsløret af Sumits mor