Prissæson Elitism dræber langsomt Oscar-uddelingen
Nomineringerne til den 90. Oscar-uddeling blev annonceret tidligt tirsdag morgen, og for det meste var der ingen overraskelser. De kan lide Kald mig ved dit navn, Vandets form, og Tre reklametavler uden for Ebbing, Missouri har domineret filmprissæsonen op til Oscar-uddelingen, og de høstede alle masser af nomineringer. Men der er et andet aspekt ved de nominerede film, som egentlig ikke er nogen overraskelse på nuværende tidspunkt – langt de fleste mennesker har ikke set de fleste af de nominerede film.
Det skyldes ikke en form for offentlig bias mod kunstfilm – andet end Dunkirk og Gå ud, ingen af de film, der er nomineret til bedste film, har været i bred udgivelse i mere end et par uger. Nogle bliver vist på færre end 1000 spillesteder i hele landet efter indledende begrænsede udgivelser på elite, medievenlige markeder som New York og Los Angeles. Indtil få dage før Oscar-nomineringerne blev offentliggjort, Kald mig ved dit navn kun havde været vist i fire biografer i hele landet - på trods af at de havde premiere på Sundance et helt år før. Paul Thomas Andersons
Relaterede: Oscars 2017 Broadcast Ratings faldt igen
Dette er ikke en ny trend; i den moderne æra har Oscar-uddelingerne - såvel som alle de andre filmprisuddelinger - været befolket af små, lidet sete film, der er tilsyneladende af højere kunstnerisk værdi (men snævrere publikumsinteresse) end de massivt budgetterede, fire kvadrant-teltstangsfilm, der nu befolker biograferne året rundt. Oscar-uddelingen gav en indrømmelse til sidstnævnte kategori af film i 2009, da de udvidede den bedste film nomineringer fra fem til ti mulige - i det væsentlige et direkte resultat af Christopher Nolans kritiske hyldet Den sorte Ridder bliver afvist til fordel for den lidet elskede nazistiske romantik Læseren i 2008.
Det var ikke altid sådan. Så sent som i begyndelsen af 00'erne kunne massivt succesrige genrefilm som Gladiator og Ringenes Herre: Kongens tilbagevenden vandt Oscars toppris, og 90'erne oplevede publikums-behag som Ondskabens øjne, Forrest Gump, og Titanic tage guldet med hjem. Men et sted langs linjen skete der et skift. Oscar-uddelingen er ikke længere nødvendigvis beregnet til at hædre, hvad både publikum og kritikere måske er enige om, er årets bedste film; snarere er de blevet et omfattende marketingværktøj til at fremme mindre sete film, som kritikere og branchefolk mener bør ses af et bredere publikum.
Dette er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Der er et overbevisende argument at lave, som film kan lide Logan og Vidunderkvinden behøver ikke Oscar-uddelingen, men film som f.eks Lady Bird og Fantomtråd gør. Oscar-nomineringer for superheltefilm med stort budget vil ikke hæve deres profiler og introducere dem til et bredere publikum på den måde, de vil for mindre, mindre prangende film som sidstnævnte par. Det er svært at forestille sig det Lady Bird ville have trukket næsten 40 millioner dollars ind ved billetkontoret uden fordelen af seriøs Oscar-brum. Kald mig ved dit navn, Mørkeste time, og Vandets form har alle nydt godt af det samme grundmønster - hvor Oscar summer, stærke anmeldelser og et ønske om at være en del af prissæsonens samtale skubber folk til at se film, de måske ellers ikke havde taget i betragtning.
Men problemet opstår med det sidste punkt. Den lange prestige-filmpromoveringsproces med festivalvisninger og ekstremt begrænsede biografudgivelser betyder, at kritikere og insidere har ikke kun set disse film måneder før alle andre - de har allerede engageret sig i lange, cykliske samtaler og debatter om dem. En film kan hyldes kritisk, opleve en modreaktion og derefter en modreaktion, før den nogensinde bliver gjort bredt tilgængelig for et almindeligt publikum. Først når Hollywood og dets tilstødende medier allerede er nået frem til en konklusion om, hvad der er "bedst" film er, er det generelle publikum endelig tilladt at se dem og faktisk veje ind med deres egne meninger. Men hvis de nominerede for bedste film allerede er blevet stemt på det tidspunkt, sender det et stærkt budskab om, at hvad den gennemsnitlige person synes om disse film er ligegyldigt. Det generelle publikum bliver tilskuere af samtalen i stedet for deltagere.
Dette resulterer i en afbrydelse, der kun bliver mere fremtrædende, efterhånden som den måde, vi diskuterer popkultur på, skifter væk fra vores stuer og over på Twitter. Ironisk nok tærer den også på selve den proces, den formodes at understøtte - det er ikke tilfældigt Oscar-ceremoniens vurderinger fortsætte med at falde da kategorierne i stigende grad bliver befolket af film, som få mennesker har set. Hvad vil helt præcist være meningen med en Oscar-kampagne, hvis ingen ser Oscar-uddelingen?
Spider-Man 2 beviser, at No Way Homes CG Doc Ock Choice er en fejl
Om forfatteren